EU-varemærker og EU-designs
UK er nu endeligt trådt ud af EU her fra og med den 1. januar 21 efter overgangsperiodens udløb. For så vidt angår IP-rettigheder, så har det bl.a. betydning for EU-varemærker og EU-designs.
Det betyder helt præcist, at EU-varemærker og EU-designs ikke længere gælder for UK fra og med den 1. januar 2021.
For så vidt angår registrerede EU-varemærkerettigheder og EU-designrettigheder, så vil den engelske IP-myndighed automatisk udstede tilsvarende UK-varemærkerettigheder og UK-designrettigheder.
De engelske IP-rettigheder vil have samme legale status, som hvis det havde været engelske varemærker eller designs under engelsk lov fra starten af. De vil beholde EU indleveringsdag og prioritetsdato. Samtidig vil de nye engelske varemærker og designs fremadrettet være helt uafhængigt af EU-systemet og vil kunne blive udfordret, overdraget, licenseret og fornyet helt uafhængigt af det originale EU-varemærke og EU-design.
For så vidt angår EU-varemærkeansøgninger og EU-designansøgninger, som har fået en indleveringsdato i EU inden den 1. januar 2021, men endnu ikke er registreret, vil det være muligt at beholde indleveringsdatoen fra EU-varemærkeansøgningen og EU-designansøgningen i den engelske varemærke- og designansøgning. Der dog vil skulle indleveres en ny UK varemærke- og designansøgning i England inden 9 måneder efter EU ansøgningsdagen.
Kontakt os gerne hvis der er yderligere spørgsmål.
Lene Juhl Kjerrumgaard
NEX & PHISTER ApS